Principper i personalismen

Personalismens grundlæggende antagelser er, for det første: at mennesket er et relationelt væsen, der har brug for et tæt samspil med sine medmennesker, i større eller mindre fællesskaber, for at trives og udvikle sit potentiale - og for det andet: at ethvert menneske er uendelig værdifuldt og frit til at skabe sit eget liv, og har en værdighed, der aldrig kan relativiseres eller formindskes.

Med disse to antagelser er personalismen i opposition til både individualisme og kollektivisme (hvis politiske udtryk er liberalisme og socialisme). Personalismen lægger vægt på det enkelte menneskes frihed og ansvar for eget liv, men betoner samtidig, at mennesket kun kan udleve dette ansvar i relation med sine medmennesker. Fællesskabet må aldrig gå forud for det enkelte menneske. Institutioner og systemer, herunder stater og myndigheder, er ifølge personalismen kun gavnlige, for så vidt de hjælper mennesker med at udfolde deres liv.

Mennesket er endvidere et engageret væsen, der formår at danne og forme sit liv gennem de muligheder og udfordringer, det bliver givet. Menneskets kreativitet er en ressource, der kommer til udtryk i vores personlighed og engagement og kan føre os steder hen, vi ikke kunne have forestillet os før. Derfor er det menneskelige potentiale ifølge personalismen uudtømmeligt.

Det er centralt i personalismen, at mennesket er både natur og ånd. Mennesket er andet og mere end ren materie, det har ”en ånd” – et potentiale til at udfolde sig på et højere niveau end det dyriske. Hvis man mener, at et menneske ikke består af andet end det, vi kan se, veje og måle, indfanger man ikke den menneskelige tilværelse i hele dens kompleksitet og kreativitet. På den anden side er det også vigtigt at anerkende menneskets natur, så det ikke ender i utopisk verdensflugt.

 

Personalismens kilder i filosofi, religion og sociologi

Personalismen er ikke en fasttømret ideologi med faste svar på politiske spørgsmål. Personalismen er nærmere en særlig måde at anskue mennesket og samfundet på, som til forskellige tider og i forskellige sammenhænge har fået forskellige udtryk, og som har inspireret både filosoffer, politikere og græsrødder fra forskellige dele af det politiske landskab.

'Personalisme' som begreb i den forstand, vi forstår det i dag, opstod i mellemkrigstiden blandt filosoffer fra bl.a Rusland, Tyskland og Frankrig. Nogle af de tidlige personalister betonede menneskets frihed stærkt, mens andre var mere optaget af de nære sociale fællesskaber eller menneskets værdighed, som skulle sikres mod overgreb fra totalitære staters side. Der er dog nogle klare fællestræk på tværs af den bredde, som tilsammen udgør personalismen, fx forståelsen af mennesket som et relationelt væsen, dets værdighed og dets iboende evne til at skabe nyt og engagere sig.

Inspirationen bag personalismen kommer fra flere forskellige sider. Mange personalister har udviklet deres menneske- og samfundssyn ud fra en jødisk og/eller kristen inspiration. Men det gælder ikke alle; andre personalister har fundet inspiration i ren sekulær sociologi eller filosofi. Nogle personalister gennem tiderne har været jøder, andre kristne og andre igen har ikke haft nogen religiøs baggrund. 

Personalismens kilder er altså en blanding af religiøse (jødisk-kristen) og alment filosofiske kilder. Personalismen som sådan er ikke en religiøs retning, selvom flere af de store personalister selv var religiøse eller i hvert fald hentede inspiration af religiøse art. Personalismen er og har altid været kendetegnet ved en åbenhed for inspiration af både religiøs og ikke-religiøs art, ligesom personalismen har haft en ambition om at være relevant og forståelig for alle, uanset tro eller ikke-tro.

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk